Det her indlæg bliver ikke klovne-tjuhaj-hvor-det-går-agtigt, som de sædvanelige af mine indlæg er. Det vil være et mere personligt indlæg, omkring nogle tanker jeg har gjort mig om livet. Nogle tanker som jeg ønsker at skrive ned, fordi det er sådanne nogle tanker man glemmer. Og det burde ikke være noget man glemte. Altså den type tanker.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg blev single for snart 5 måneder siden, og det var selvfølgelig hårdt. Men ikke så hårdt som jeg havde regnet med. Jeg havde forestillet mig Hollywoods udgave af et break-up, hvor man lægger sig i hi og æder Ben&Jerry's i nærmest flere måneder. Jeg havde regnet med at jeg skulle græde snot hvis jeg fandt noget der mindede mig om ham. Forventet at mine veninder nærmest skulle skiftes til at tage sig af mig. Og til sidst havde jeg set det ynkelige billede for mig af mig fortryde min beslutning og trygle ham om at tage mig tilbage.
Intet skete.
Jeg har ikke spist en eneste bøtte is. Selvfølgelig, har jeg grædt - men det har mere været i det stille og så hygger jeg mig egentlig med minderne, når jeg finder noget der minder mig om ham. Mine veninder har været der for mig, men egentlig har jeg foretrukket at være alene med mine tanker. Derudover har jeg aldrig fortrudt i et sekund, men derimod overrasket mig selv over hvilken råstyrke min psyke ligger inde med når det gælder. Men især tankerne for mig selv har gjort indtryk på mig.
Misforstå mig ikke, jeg er ikke kommet ud på den anden side og været et helt nyt, selvbevidst menneske som ved hvad jeg vil. Jeg er sgu stadig i tvivl om alle mulige mærkelige ting. Men ændret mig det har det. Og det er det sådanne store forandringer gør. Alle store ting, det forandre én - man bliver stærkere, ikke bare psykisk, men også på den front at man lærer sig selv bedre af kende. Og jo bedre man kender sig selv, jo stærkere er man.
Det behøver ikke være et kærestebrud der åbner ens øjne for sig selv, det kan være så mange ting, som ændrer ens liv. Episoder eller mennesker i ens liv som ryster dig ind i sjælen, så du ikke kan undgå at ændre dig. At det ikke skulle være mig og ham er irrelevant i den her sammenhæng, for jeg tror at det var skæbnen at det ikke var os der skulle ende sammen, men vores veje skulle stadig mødes - for vi skulle ændre hinanden. Og det elsker jeg ham faktisk for, det han har lært mig om mig selv og om livet har både ændret mig og rystet mig - det er der ingen anden der nogensinde før har givet mig.
Noget jeg især har lært er at nyde nuet, du aner ikke hvad du har i morgen. Du kan gå ud af døren om morgenen som et menneske og gå i seng om aftenen som et helt andet. Man ved aldrig hvad der sker i livet. Og man ved aldrig hvilke mennesker der er der for én om et år. Det kan være din bedste ven i hele verden, der pludselig forsvinder og aldrig kommer tilbage. Ting ændrer sig hele tiden, ting kommer og går. Og det at noget forsvinder er ikke ensbetydende med at vi mister, men måske bare en måde at komme videre i livet på og holde os i bevægelse, for når noget viger til side så er der plads til noget nyt. Og måske er det nye endnu bedre.
Forandring fryder og man må sgu tage det sure med det søde.
- Sarah
